En udbredt antagelse er at dans kræver en storby. Der er flere hold i København, men de fleste danske byer med over halvtreds tusind indbyggere har et miljø. Det er bare næsten usynligt udefra.
Miljøerne markedsfører sig ikke
De fleste danseforeninger drives af frivillige, har en hjemmeside fra 2014, og får nye medlemmer gennem folk der kender folk. Der er ingen der køber annoncer. Søger man på nettet, finder man derfor de kommercielle hold og ikke fællesskabet.
Tre steder man faktisk finder dem
Kulturhusene. Næsten alle danske byer har et, og det er ofte dér holdene fysisk ligger, også når foreningen ikke selv reklamerer.
Den lokale kulturkalender. Arrangementer som en salsaaften eller et folkedansstævne bliver annonceret dér, selv når holdene ikke gør. En oversigt som kulturstoffet fra Aalborg viser hvad der foregår, og det er ofte gennem et enkelt arrangement man finder miljøet.
Aftenskolerne. Uglamourøst, men det er dér mange begynder, og det er dér man møder dem der har danset i tyve år.
Gå alene første gang
Det lyder som det modsatte af et godt råd. Men kommer man to sammen, danser man med hinanden, og så har man ikke mødt nogen. Kommer man alene, bliver man budt op.
Det tager tre gange
Første gang kender man ingen. Anden gang genkender man to ansigter. Tredje gang bliver man hilst på. De fleste der falder fra, gør det efter første gang, og de når aldrig frem til den del der er værd at komme for.